©  Foto:

Fyelmose Put & Take

På denne 12 hektar store fiskepark er der gode muligheder for fangst i naturskønne omgivelser. Her er der plads til alle – naturelskeren, familien, de uerfarne, øvede og rutinerede fiskere i alle aldre. Kom og få en skøn naturoplevelse i områdets største put & take.

Skønt fiskeunivers i hjertet af Bakkelandet

I den kuperede natur mellem Horsens og Silkeborg ligger dette put & take univers, som byder på store fiskeoplevelser for alle. Anlægget har hele to kilometer søbred fordelt på tre søer med kildevand. Fyelmose byder på en autentisk fiskeoplevelse og er velegnet til alle former for fiskeri. Her tilbydes alle typer fiskepladser, lige fra lavvandsområder, hvor man må gå ud i sivene med waders, til søbred, brink og øer hvorfra man fisker direkte ud i dybet.

Du er naturligvis velkommen til at tage fangsten med hjem til aftensmaden. Du kan benytte renserummet til at rengøre fisken.

 

De tre søer

1 - Børnesøen (små fisk) Der er intet skønnere end når et barn fanger sin første fisk eller når en familie drager trætte hjem, efter at have hygget, fisket og spist sammen i naturen. Søen er altid fyldt med fisk, og dette er derfor den perfekte måde for familiens yngste at prøve kræfter med fiskeri for første gang.

2 - Familiesøen (mellem fisk). I familiesøen kan du fange mindre fisk mellem 1-4 kilo.

3 - Natursøen (store fisk). Ved natursøen, glemmes tid og sted. Det eventyrlige, ved at fange store fisk, kombineret med en fantastisk naturoplevelse, betragtes af mange, som noget helt unikt. I natursøen er fiskene større (2-10 kilo) og søen er langt større og dybere end de øvrige. Til gengæld er der færre fisk.

 

Fyel-Shop

I forbindelse med naturfiskeparken ligger en butik med et bredt udvalg af udstyr. Her kan du finde stænger, hjul endegrej m.m. Du har mulighed for at leje udstyr, hvis du ikke selv råder over en stang.  Og skulle du trænge til en kold forfriskning, så er det muligt at købe drikkevarer her.

 

Priser og åbningstider

På Fyelmose Put & Takes hjemmeside kan du se priser, regler, kommende arrangementer og meget mere. Du kan også tage på en virtuel tur og se pladsen inden du besøger den.

Pladsen er åben hver dag året rundt fra solopgang til solnedgang – også på helligdage.

 

Området

Omkring fiskesøerne er der skønne naturstier, små skovområder og eng. Ikke langt herfra ligger Gudenåen, Den Genfundne Bro og den populære banesti mellem Horsens og Silkeborg. Desuden er der et rigt plante- og dyreliv, og du kan næsten ikke undgå at støde på rådyr, svaner, isfugle eller lignende, når du fisker i naturens fred og ro.

Ganske nær fiskeparken ligger også Fyel Badesø, hvor du kan tage en dukkert og nyde en is inden turen går hjem.

På denne side kan du få inspiration til flere oplevelser i Bakkelandet.